Positiv tænkning

Jeg er bare pjattet med den amerikanske forfatter og foredragsholder Louise Hay. Hun er et ikon og i mit univers er hun dronningen af positiv tænkning.

I september 2020 deltog jeg i en Book Challenge, hvor jeg hver dag i hele september lavede en post på Facebook om hendes bog, Helbred dit Liv. En bog, fyldt med kløgtige betragtninger, som er en blanding af meditationer, bekræftelser og livskloge ord. Der er ca. 100 små afsnit, som alle handler om emner, der har betydning i vores dagligdag – bl.a. accept, frihed, selvkærlighed, at fortjene, helbred, ansvar/skyld, børn, negative tanker og søvn.

Hun beskriver, at de tanker, vi tænker om os selv, er med til at skabe vores oplevelser og vores virkelighed. Negative tankemønstre som skyldfølelse og bitterhed ligger dybt i mange af os og ved at blive bevidst om de bagvedliggende årsager til disse ødelæggende tankemønstre, kan vi transformere os selv. Selverkendelse og selvaccept er nøglen til en positiv forandring og et nyt selvbillede. Selvkærlighed er vejen til fornyet styrke og mental sundhed.

For nylig deltog jeg i en Louise Hay challenge, hvor jeg i 21 dage sagde positive, opmuntrende og selvkærlige ting til mig selv i spejlet flere gange i løbet af dagen. Jeg prøver at holde fast i stadig at sige noget godt til mig selv hver dag og ikke være så selvkritisk. Jeg tror nemlig på, at vi selv kan ændre vores mindset og skabe nye nervebaner i hjernen ved gentagne bevidste tanker og handlinger.

Før i tiden hed det sig, at der kun skulle 21 dage til at skabe en ny vane, nyere undersøgelser (University College London) har vist, at 21 dage ikke er nok, vi har i gennemsnit brug for 66 dage til at skabe en ny vane og holde den.

Husker du at være selvkærlig hver dag? Hvad gør for at forkæle dig selv? Prøv at gøre det til en vane at rose dig selv hver dag, at fremhæve de ting du er god til. 

Jeg er fantastisk, som den jeg er

Jeg elsker og jeg værdsætter mig selv

Jeg fortjener alt det bedste

Kun gode ting sker for mig

Jeg er smuk, jeg er lækker – ja, fortsæt selv.

Positiv tænkning, nye nervebaner, selvkærlige handlinger er blot nogle få af de redskaber, jeg bruger, når jeg hjælper mine klienter med at skabe det liv, de glæder sig til at stå op til hver morgen. Kontakt mig gerne for en uforpligtende samtale.

#vaner #selvkærlighed #postitivtænkning #selvværd #louisehay #coaching #personligudvikling